Glostrup gennem tiden
Byhistorisk Hus i Glostrup har kigget nærmere på datidens store virksomheder – virksomheder og kulturelle tilbud, som har tegnet Glostrup gennem tiden.
På Rådhusets grund ligger der fx en gammel villa – en villa, som blev opført i tilknytning til Glostrup Bryggeri som beboelse for direktøren og hans familie. Resten af bryggeriets bygninger er revet ned for længst.
Nogle af de kendte virksomheder der har deres oprindelse i Glostrup, er Is-fabrikken Premier og lakridsproducenten Lagerman. Også sæbefabrikken Sunlight, som producererede VALO vaskepulver, lå her. Fabrikken havde en stor model af den ikoniske vaskepulveremballage på taget.
Sammen med Camilla Boysen, som leder arkivet, har jeg skabt 12 illustrationer, som viser markante virksomheder og kulturelle institutioner, som har præget Glostrup. Mange af dem er nedrevet for længst – og jeg har derfor kun haft sorthvide fotos at gå ud fra! Jeg har ikke lige kunne smutte forbi eller tage et kig på Google streetview. På arkivet har vi bl.a. fundet konfektemballager og platter for at få et nærmere kig på facadens logo!
Bl.a. apoteket og biograf ligger der endnu – og ligner faktisk nogenlunde sig selv!
Illustrationen af apoteket tager udgangspunkt i dette foto fra 1908:
For at understrege tidsbilledet har jeg bladret i Daells Varehus’ kataloger og fundet passende beklædning til de personer, som indgår i illustrationerne. På et gammelt foto af apoteket kan man se en Ford-T – så den er kommet med i forgrunden!
Motiverne kan ses som en del af Byhistorisk Hus‘ aktuelle udstilling – og kan desuden købes som plakater og kalender. Og fås gratis som postkort.
På Byhistorisk Hus’ hjemmeside kan man se nogle af de fotos, som ligger til grund for illustrationerne.
© Byhistorisk Hus 2021
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!