Rentemestervej
Rentemestervej er 1,4 km lang og løber gennem Nordvest kvarteret fra Lygten til Utterslev Torv.
Indtil 1930 hed vejen H. C. Jensens Vej opkaldt efter en grosserer i kvarteret.
Gaden rummer det meste
Industrien har været dominerende siden vejen opstod. Her blev fabrikeret sæbe, lejetøj, emalje, motorer, bakelit, farvebånd, skotøj… Industrier, som hørte en anden tid til og derfor helt nedlagt i dag.
Her lå bl.a. Schous Sæbefabrik og på grunden rykkede rengøringsselskabet ISS senere ind. Nu ligger ISS grunden øde hen og venter på at noget nyt rykker ind på grunden. Eller helt øde er det ikke, for i foråret åbnede virksomheden WeDoDemocracy porten op for besøgende, og byder nu på events og borgerinddragelse under navnet Demokrati Garage.
Jeg er vild med gaden i dag – for den rummer det hele! Her er virksomheder, showrooms, værksteder, beboelse, pizza og trykkeri, poledance og børneteater, hip kaffe og crossfit, gadegalleri, benzintank og møntvaskeri, et moderne bibliotek og et nedlagt mejeri…
Her i sensommeren blev det sidste værk desuden færdigt på AB Møntens gule gavle – og dermed et kæmpe udendørs galleri med 16 gavle med forskellige danske og udenlandske kunstnere.
-
Mælkeriet Enigheden
Andelsmejeriets fine bygning er fredet. Siden mælken rykkede ud har bla. metroexpress haft til huse der. Og fitness. På gavlen kan man læse denne motivational quote: Mange lange arbejdsår – tiden gaar – tiden gaar. Mere lykke, bedre kaar – medens tiden går. Tror måske Fitness World som bor der i dag, havde valgt en anden ordlyd!
-
Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
De bor i en kæmpe 70’er bygning i to rækker. Engang var det KTAS og så matrikelstyrelsen, der boede der. Der er vist ikke brug for så mange hyldemeter længere, så de to blokke rummer nu både hospitalsklovne og lokalpoliti.
-
NJ
Så smuk en bygning – og den er heldigvis fredet. Der bor selvfølgelig arkitekter i bygningen i dag. Tidligere var det her datidens stikkontakter, støvsuger-dele, håndtag og telefonrør blev til. Materialet var det topmoderne bakelit, som ret hurtigt blev umoderne, da plastikken tog over. NJ logoet står for Nielsen og Jespersens Plastvarefabrik.
-
Emaljehaven
Virksomheden Glud og Marstrand lå her – så Madam Blå og andet køkkentøj i emalje er produceret på grunden – deraf navnet Emaljehaven. I sommeren 2018 afholdtes altankoncert, hvor et symfoniorkester spillede fra alle altanerne. Som var bygningen skabt til det!
-
Rentemesterhaven
Bygningen dukkede op i 2017 – en beboelsesejendom med gårdhave i førstesalshøjde og frisørskole i stuen.
-
Schous Fabriker
Lågen med fabrikkens navn er sidste levn fra Schous Fabriker – en fabrik der bredte sig over mange af de eksisterende industribygninger på Rentemestervej. Fabrikken producerede sæbe og rengøringsmidler.
-
Batida
På Rentemestervej 25 ligger et lydstudie og børneteatergruppen Batida. En karakteristisk industribygning fra omkring 1915, som dengang husede motorfabrikken Hera.
-
GLAD
Fonden Glad og TV Glad bor her. På gavle beroliger Spyo os med ‘BAR ROLIG VI FRA MYNDIGHEDERNE’. Bygningen er opført af Legetøjsfabrikken Tekno i 1935.
-
ISS grunden
Så mange kvadratmeter! En kæmpe P-plads, to tomme fløje med forladte kontorlandskaber.
Rengøringskoncernen ISS fik bygget domicilet i 1980’erne. Siden 2014 har bygningerne ligget tomme. Nu ejes grunden af Calum – og WeDoDemocracy arbejder på at udvikle området. Kontorlokalerne er i rimelig god stand – men planen er at grunden ryddes til fordel for blandt erhverv og beboelse. Inden det sker kan man nyde diverse arrangementer som åben bar, demokratiworkshops, Byhumle og BuggingDenmark. Her ligger desuden en stor garage, som har lagt lokaler til DR-serien Bedrag’s politigård. -
Kaffedepartementet
Cafeen er en af de første caffelatte steder i kvarteret – og i arkiverne står der, at en virksom med det fantastiske navn Dansk Voks- og Papmachekunst lå i bygningen i 1930’erne.
-
ElitePole
Fantastisk baggårdsmiljø med forskellige værksteder – og hvis man har fysikken til det, kan man svinge sig i en stangdans.
-
Auto & Pladeværksted
En af to fine garager, som har ligget på grunden fra starten. De er ved at blive udviklet til borgerhuse med fokus på demokrati. Forhåbentlig bliver de fredet, så de ikke risikerer nedrivning.
-
H.A. Auto
Tjek den bygning – den har så meget potentiale, men er så forfalden, at det gør ondt. Knuste ruder er lappet med pap eller masonit. Den er ikke en del af den udvikling, som lokalplanen lægger op til på ISS grunden. Så spørgsmålet er, om den står der, til den kan rives ned for at give plads til større og højere byggeri. Håber det ikke, for den er virkelig fin.
-
Rentemestervej/Tomsgårdsvej
Hjørnebygningen har en gammel Irmareklame på gavlen. Nogle tror måske ikke at Irma’en findes mere – men det gør den. På smedetoften ligger en fin traditionel Irma. Tidligere rummede bygningen Fabrikken Kores, som bla. producerede farvebånd til skrivemaskiner – også et produkt der er blevet overhalet med tiden, må man sige.
Nu rummer bygningen så forskellige tilbud som heroinbehandling, keramik og performanceteateret ProForma. -
BIBLIOTEKET
Som skabt af guld – eller i hvert fald af gyldent strækmetal. Det nybyggede hus er bygget sammen med en gammel fabriksbygning, som var udsat for så omfattende en vandskade, at den har været under ombygning i 2 år med genåbning i sensommeren 2019.
-
AB Mønten
De gule boligkarréer ligger mellem Rentemestervej og Møntmestervej. Gavlene på begge sider Nordens største open air galleri – 16 gavle med 16 vilde værker.
-
Behov – en spisebutik
Med Behov skete der noget i området – et gourmetpizzaria i Nordvest! Det gad man også godt have i Fuglekvarteret.
-
Nordvestkirken
Rentemestervej ender i landsbyen Utterslev. Med gadekær og kirke. Kirken har dog ikke være folkekirke siden 2013, men fungerer som frimenighed.
-
Sokkelundlille
En bindingsværksidyl midt på Utterslev Torv! Bygningen er i dag et børnekulturhus.